Politiken har en analytiker, PAP, som har begået en uhyrlig, usaglig og useriøs analyse af konflikten. Her kommer den i sin helhed, og bagefter mit svar!
Hvad nu hvis det var dig?
Det kan undre mig at læse Poul Aarøe Pedersens analyse af konflikten mellem DLF og KL, hvori han ridser fronterne op, som kampen mellem den ansvarlige voksne (KL og regeringen) og det ugidelige barn (DLF, personificeret i Anders Bondo Christensen).
Der er flere ting som springer i øjnene, men først og fremmest virker PAP’s debatnuancering igen (for nu er det anden gang, at jeg ser denne signatur på samme makværk) som en slags bestillingsarbejde fra KL eller regeringen.
Da du nu (igen) har sat dig op i elfenbenstårnet, PAP, og tillader dig at lader dit alfaderlige alvid skinne på os dumme i masserne, så er der et par spørgsmål jeg fristes til at søge svar på, oh du orakel fra tænketanken!
Kunne du f.eks. uddybe hvor det er du hører DLF, lærerne eller andre sige at eleverne ikke lærer mere eller bedre af flere timer? Det er jo det argument du fremfører som deres, når du skriver:
“Mest foruroligende (ikke mindst for lærerne selv) er det dog, at DLF bliver ved med at gentage nogle forskeres udsagn om, at flere timer ikke giver dygtigere elever.
Ret beset er forskningen uklar på dette punkt, men som det fremgik af gårsdagens analyse, er det nu nok ingen skade til, at eleverne tilbringer timer sammen med deres lærer, ellers burde vi jo skrue drastisk ned for antallet af timer i dag ... “
For det første er forskningen ikke uklar! Flere kvalitetsfyldte timer, giver bedre resultater!For det andet vil lærerne gerne tilbyde, at eleverne skal have flere timer! Ja, du læste rigtigt. Det er ikke en naturlov at lærerne er imod, at eleverne skal undervises mere. Det springende punkt er, hvem der skal være sammen med eleverne? PAP, Ziegler, KL og regeringen mener, uden at have erfaring (og tilsyneladende også forstand) på området, at de lærere der ER i folkeskolen kan lave det ‘løft af kvaliteten’ uden omkostninger. Lærerne mener ikke at den enkelte lærer i arbejde skal til at undervise flere timer, fordi det netop vil skade faglighed, engagement og evaluering, men derimod er der peget på, at der for tiden er 4000 arbejdsløse lærere. Hvorfor skal de gå ledige, hvis eleverne skal tilbydes mere og bedre undervisning?
Ret beset taler du om noget, som du ikke har forstand på, når du konkluderer at “det nok ikke er nogen skade til...” Skal vi lave vores reformer udfra den parole? At det nok ikke er nogen skade til?
Du finder din hjemmel til dine synsninger i meningsmålinger i befolkningen. Men lad os kigge lidt ud over den aktuelle konflikt, og kigge på baggrunden for de meningsmålinger i befolkningen. Hvis jeg havde tusinde læsere på min blog, eller kunne ringe til tusinde mennesker og spørge: “Synes du at politikerne har for meget ferie, når folketinget først slutter sommerferien i oktober?” eller “Synes du at der skal stilles krav til folketingsmedlemmernes tilstedeværelse i salen?”, så tror jeg at du vil få resultater der minder om de ca. 68% af befolkningen, som giver udtryk for at lærerne bør arbejde mere.
Og det er netop pointen: Hvis du lader gadens parlament vurdere områder de ikke har indsigt i, så vil vurderingen falde negativt ud, lad mig give et par eksempler mere:
“Synes du at politiet er synlige nok i gadebilledet?”
“Synes du folketingskandidater bør intelligenstestes offentligt, så vi kan vælge de klogeste politikere?”
“Kunne borgerservice have åbent i flere timer?”
“Synes du at man burde normalisere politikernes arbejdstid og løn?”
Hvis du bemærker spørgsmålenes karakter, så spørges der ikke om der skal øges i omkostningerne, men udelukkende om borgerne kunne tænke sig at få mere ud af skattekronerne. Derfor er der intet overraskende i resultatet. Det vil borgerne gerne! Chok chok chok, nej vel?
Hvorfor er det, at lægmandsvurderinger skal bringes ind i kvalitetsdiskussionen? Det ville jeg gerne have et kvalificeret svar på?
Hvorfor er det at 60000 undervisere peger på reformen som en trussel mod kvaliteten og resultaterne og at regeringens taskforce har så meget magt, at det overhøres?
Du undlader at forholde dig undersøgende til den ene side af konfliktens argumenter og betænkeligheder, men alligevel fortsætter du stik-i-rend-arbejdet for KL og regeringen, ved at postulere, at:
“ Danmarks Lærerforening går helt galt i byen, hvis foreningen regner med, at den tjener lærerne bedst ved at afvise alle de forslag, som omverdenen mener, det er værd at tage en debat om.”
DLF, lærerne og resten af KTO er ikke uinteresserede i at diskutere udvikling. Men foreløbig har ‘diskutionen’ været reduceret til ‘revolverforhandlinger’ med take-it-or-leave-it -tilbud. Hvilke af KL’s forslag til forandringer er KL villige til at kigge på skulle være anderledes? Hvor er deres vilje og fleksibilitet?
KL og regeringen har kørt en kampagne. Den har kørt længe, og den handler om at få mere for mindre. De har fyldt befolkningen med plukket data, som passer i deres kram. De fremhæver dårlige resultater, halve undersøgelseskonklusioner og skaber en stemning af at unormale arbejdstider automatisk betyder mindre arbejde end normale. Det har i vid udstrækning været succesfuldt, når selv journalisterne efterhånden ikke forstår sagen.
Når lærerne ikke bare klapper i hænderne, så er det grundlæggende fordi deres professionelle erfaringer siger dem at den foreslåede reform ikke er vejen frem. Lærerne mener ikke at udbyttet forøges, med den reform der er i støbeskeen. Til gengæld er der nogle funktioner som bliver vanskelige at forestille sig, ved en normalisering af arbejdstiden, bl.a. skole-hjem-samarbejdet, lejrskoler, klassefester, skolefester mm. De kan ikke afvikles mellem 8 og 15.30, og det ønsker befolkningen heller ikke, hvis du spørger dem:
“Kunne du tænke dig at tage fri fra arbejde for at komme til skolefest fra 11.30-15.30 en torsdag?”
Når PAP undres over lærernes betænkeligheder ved regeringens guldæg af en sparerunde, så fristes jeg til at udfordre ham direkte: Hvis pilen pegede på dit eget arbejde, så ville du måske fornemme, hvorfor det er lærerne afviser ultimative og urimelige krav.
Hvad ville du sige til hvis kulturministeren begyndte at postulere, at de fleste journalister ikke researcher mere, men derimod læser netaviser og stjæler nyheder fra hinanden med arme og ben?
Hvad ville du sige til en statsfinancieret kampagne der fremstiller journalister som dårligere arbejdere end andre, fordi de bl.a. holder kaffe- og rygepauser, samt arbejder under ansvar og tillid og ikke med ledelsen over skulderen konstant?
Hvad ville du sige, hvis danskerne blev bedt om i en årrække at vurdere, om de synes indholdet i avisen er dårligt underbygget og ofte ikke kan holde internationale standarder?
Hvad ville du sige til hvis ledelsen på avisen hver dag skulle spørge læserne hvilke historier de synes der skulle i morgendagens avis, fremfor at lave en journalistisk vægtning af relevans?
Hvad ville du sige, hvis man foreslog at fyre 10% af journalisterne, fjerne redaktionsmøderne og afskaffe korrekturlæsning, men derimod lade lederne uddellegere hvilken sektion af konkurrenternes netaviser den enkelte journalist skulle kopiere, og så skulle du hver dag trawle den samme netavis?
Hvad ville du sige til at meningsdannerne i landet påstod, at hvis der bare kom flere artikler, så ville sandsynligheden for bedre artikler stige?
Hvad ville du sige til, hvis det blev påstået at dine artikler ville blive bedre, hvis de blev skrevet fra kl. 8-15.30?
Hvad ville du sige til hvis du skulle sidde på en elevstol, ved et elevbord og gøre det? I dårlig belysning, utidssvarende udluftning og med pligt til at efterlade bordet tomt og din computer låst inde, hver gang du går fra det?
Hvad ville du synes om hvis befolkningen skulle afgøre om avisen skulle være dobbelt så tyk i morgen?
Eller bare dobbelt så god...
Det kunne i hvert fald ikke skade!
Poul Aarøe Pedersen