Jeg er lærer, og jeg følger naturligvis den debat der raser under den økonomiske krise, som startede i 2008, men som nu for fulde gardiner blæser henover landet med fyrings- og sparerunder forklædt som trimning og effektiviseringsplaner, senest regeringens udspil til en reform af folkeskolen. Som lærer måles vores konkurrenceevne i forhold til udlandet på vores resultater, arbejdsvilkår og løn.
Resultaterne
Der er ingen tvivl om at de parametre der har været målt på i PISA-testningen har givet Danmark nogle forfærdelige resultater. Jeg mener bare, at PISA-test-resultaterne skal tages med forbehold, da testens udformning og måling er på færdigheder der ikke fokuseres så meget på i den danske folkeskole, som i skolevæsner i andre lande.
Der er ingen tvivl om at de parametre der har været målt på i PISA-testningen har givet Danmark nogle forfærdelige resultater. Jeg mener bare, at PISA-test-resultaterne skal tages med forbehold, da testens udformning og måling er på færdigheder der ikke fokuseres så meget på i den danske folkeskole, som i skolevæsner i andre lande.
Havde PISA-testene målt på samarbejdsevne, nytænkning, tolerance, samfundsbevidsthed eller frisind, så havde vi nok scoret betydeligt højere end tilfældet har været.
Det er en bange forældregruppe og en fordummende regering (blå som rød), som hoppede sammen af sporet i kølvandet på PISA-undersøgelserne. Hånd i hånd søgte de baglæns, mod simple færdigheder som læsning og regning, og mente at indførelsen af en national testparade ville kunne tøjle lærerstandens bevidste fordummende sylten af danmarks ungdom, fra en tilbagelænet, dumsmart, halvferierende pjækketrang fra hængekøjen.
Jeg tror hverken på det første, at fokus på og prioritering af færdighederne, eller det sidste, at lærerne igen og igen kræver rundkreds og trommedans, fordi de ikke gider lære børnene at læse, er rigtigt . Hverken som diagnose af vores konkurrenceevnetab eller som vejen ud af krisen.
Det er der flere grunde til.
Den første er at det er et kapløb vi ikke kan vinde. Det handler ikke om dygtige eller fokuserede lærere, ej heller om antallet af timer. Det handler om livsvilkår og behov. Man kunne fristes til at bruge de liberales katekismus, det handler om udbud og efterspørgsel. I en international konkurrence, så er færdigheder som læsning altså billigere at producere i Tyrkiet og Rumænien end det er i Danmark. Ydermere kan man spørge sig selv, med kendskab til de danske børn man kender, i en træning af en 'kedsommelig' færdighed som læsning, hvem er så mest ihærdig og vedholdende? Er det Marcus eller Mohammed? På sin vis kan jeg godt følge de liberale, der siger at velfærdssamfundet har sejret sig ihjel, for min erfaring siger mig at danske børn, og her skelner jeg ikke mellem etnisk danske eller tilflytterdanske, er forkælede og forvænte, så de giver let op overfor krav de ikke bryder sig om. I den forbindelse kan vi sætte læsning på skemaet i nok så mange timer, så længe indstillingen til læring hos elever og forældre er, at det skal være sjovt hele tiden. Og tro mig den indstilling findes! Ikke hos alle, men hos nogle, både børn og forældre, i hver eneste klasse, og deres brok og indsigelser forstyrrer i en grad som jeg ikke forestiller mig det fylder i de lande vi gerne ville ligge over i målingerne?
Jeg sender heller ikke min bil på værksted med en masse formaninger og forslag til hvordan man også kunne skifte bremser eller rette styretøj!
Den mistillid til lærernes indsats er politikerne ansvarlige for, gennem deres illoyale, udokumenterede smagløse 'synsninger' og analyser af resultater, samt deres bedrevidende forslag til ændringer, som kan rette op på alt mellem himmel og jord - til meget få kroner i bedste fald, men i virkelighedens verden ofte for færre kroner end året før.
Når jeg så mener at det er tæt på umuligt at slå Indien eller Tyrkiet i læsning, er det så det samme som at give op? Bør jeg indgive min opsigelse og hænge spanskrøret på væggen?
Nej, for udover at jeg ikke mener det er muligt for os at overhale læseresultaterne i andre lande, så mener jeg også, at det er frugtesløst af bruge ressourcerne den vej. Hvordan forbedres vores internationale konkurrenceevne ved at blive dygtige til at læse dansk? Dansk er et sprog som tales og skrives (mere eller mindre vellykket og avanceret) af ca. 5,2 millioner mennesker - i en verden befolket af 7 milliarder! Vi kunne lige så godt satse på at lære børnene at skrive runer eller at læse edda. Det er omtrent lige så anvendeligt - i den internationale konkurrence! (mere om det lidt senere)
Derfor står jeg heller ikke og klapper i hænderne, når dagens breaking news er at danske 4. klasses elever læser 5. bedst i verden. For resultaterne er opnået på bekostning af andet. De er resultater at nedskæringer, forringelser og ensidig fokusering på test og resultater, som vi kun lige ser toppen af isbjerget af. Hvis de gode læseresultater i 4. klasse er opnået med nedskæringer i lærerstaben, forringelser i forberedelsesfaktoren og flere elever i klasserne, så tænk på hvad det kunne være blevet til uden forringelserne?
Derfor står jeg heller ikke og klapper i hænderne, når dagens breaking news er at danske 4. klasses elever læser 5. bedst i verden. For resultaterne er opnået på bekostning af andet. De er resultater at nedskæringer, forringelser og ensidig fokusering på test og resultater, som vi kun lige ser toppen af isbjerget af. Hvis de gode læseresultater i 4. klasse er opnået med nedskæringer i lærerstaben, forringelser i forberedelsesfaktoren og flere elever i klasserne, så tænk på hvad det kunne være blevet til uden forringelserne?
Ovenstående kunne give anledning til at tro, at jeg som lærer mener at vi ikke skal lære børnene at læse? Intet kunne være mere forkert!
Selvfølgelig skal børn lære at læse. Og regne. Men vi skal bare ikke falde i den forsimplede grøft at måle folkeskolens værdi gennem PISA-test. Og vi skal finde vores vej, så det danske folkeskolevæsen kan komme til sin ret, og dermed finde vores plads i toppen af den internationale konkurrence, hvilket jo i bund og grund ikke er urimeligt, når vi bruger mange penge i Danmark på undervisning.
Læsning er bare ikke et mål i sig selv. Læsning er et middel til at erhverve sig viden, at kommunikere med andre, og dermed naturligvis væsentligt at kunne, for at kunne tage det næste skridt, at hæve sig op i det skabende lag, hvor mening, nysgerrighed og samarbejde er de kompetencer som danske børn tidligere gav resten af verden baghjul i.
Ja desværre skriver jeg tidligere, for med undervisningsdifferentieringen, de nationale test, individuelle elevplaner, bortfald af gruppeeksamen og nu den øgede inklusion, så er folkeskolen ved at udvikle sig til elevernes kamp om minutterne, og lærerens forsøg på administration. Vi søger tilbage mod en skole som de ældste politikere kan huske fra deres egen skolegang. 1000 elever minimum og 30 elever i klasserne. Lærere der kommer og lirer lærebogen af i timen, og så iøvrigt ikke har mulighed for at gøre sig tanker om netop den elevgrupper der skulle modtage læringen, fordi de er for mange, fordi der er for lidt tid og fordi de skal videre til de næste hurtigst muligt. Det ændrer en 'løbetid' med en pædagog fra 14-16 ikke på, Antorini!
Måden vi derimod kan løfte læsningen det sidste/næste stykke mod eliten går gennem relevans. Det børnene skal lave i skolen skal være så spændende og krævende at børnene får lyst til at vide mere om det, og dermed bliver interesserede i at læse - også for sig selv i deres fritid! Hvis undervisningens indhold og udførelse skal være spændende og fordrende for ejerskab og virketrang, så kan man spørge sig selv (og det burde Antorini gøre) om mulighederne for at det sker bliver bedre af at børn og voksne stresses af krav om mere og længere? Vil kvaliteten stige? Det er som om at undervisningsministeren og statsministeren har fortalt hinanden at det er samværet der lærer børnene noget. Det er det ikke. Du kan lære utroligt meget på ganske kort tid, hvis det er relevant og interessant. Omvendt kan du sidde længe sammen med mennesker, hvor tiden føles endnu længere, men udbyttet er til at overse. Jeg havde ikke lært mere biologi i gymnasiet af at have flere/længere lektioner!
Måden vi derimod kan løfte læsningen det sidste/næste stykke mod eliten går gennem relevans. Det børnene skal lave i skolen skal være så spændende og krævende at børnene får lyst til at vide mere om det, og dermed bliver interesserede i at læse - også for sig selv i deres fritid! Hvis undervisningens indhold og udførelse skal være spændende og fordrende for ejerskab og virketrang, så kan man spørge sig selv (og det burde Antorini gøre) om mulighederne for at det sker bliver bedre af at børn og voksne stresses af krav om mere og længere? Vil kvaliteten stige? Det er som om at undervisningsministeren og statsministeren har fortalt hinanden at det er samværet der lærer børnene noget. Det er det ikke. Du kan lære utroligt meget på ganske kort tid, hvis det er relevant og interessant. Omvendt kan du sidde længe sammen med mennesker, hvor tiden føles endnu længere, men udbyttet er til at overse. Jeg havde ikke lært mere biologi i gymnasiet af at have flere/længere lektioner!
Arbejdsvilkårene
De arbejdsvilkår som KL og regeringen lægger op til er ikke uvæsentlige. Jeg vil ikke ind i debatten om forberedelsestid, møder, skolefester, lejrskoler mm. Jeg tror nemlig slet ikke at KL og regeringen forestiller sig, at lærerne ikke skal løse alle de opgaver fortsat! Jeg tror at KL og regeringen gerne vil hæve undervisningstallet for den enkelte lærer, og at de forudsætter at lærerne nok alligevel løser de andre opgaver som før. Kort sagt, mere for mindre.
Desværre tror jeg også, at de for ret. Den massive reducering i stillinger, de omsiggribende skolesammenlægninger og den finansielle krise er løftestænger for skruebrækkeri mellem lærerne, for konsekvensen af at arbejde efter den foreslåede reform ville jo være, at vi mødte op dårligere forberedt, leverede lidt mere tid, lidt ringere kvalitet og til gengæld lod nogle af de planglægnings- og omsorgsopgaver, som vi løser i dag efter undervisningen, ligge.
At skulle arbejde under de vilkår som KL og regeringen foreslår, lyder i mange forældreører ikke så slemt, og hvis vi som enkeltpersoner og stab havde anstændighed til at levere det de vil betale for (ringere skole), så kunne det såmænd også virke tillokkende nok. Jeg tror, at de fleste lærere ville nikke ja til 8-16 og seks ugers ferie, mod at kunne 'lægge hammeren ved høvlebænken' og stemple ud, for at møde ind næste morgen og fortsætte hvor vi slap. Sådan dur det bare ikke!
Det ved KL og regeringen godt, men de ved også, at med truslen om at eleverne rykker til en naboskole/privatskole, så kommer spøgelset om skolelukning/sammenlægning, og dermed hælper det frie skolevalg og de kommunale sparerunder til at presse den enkelte lærer til at være ukollegial og arbejde mere end arbejdstidsaftalen, for at nå de krav og forventninger der er til hvilke opgaver en lærer løser, uden at skele til om der er den tid det tager eller om man får den løn man burde. Det er klassisk skruebrækkeri!
Reformudspillets tilblivelse, KL og regeringens forhandlinger, samt reformudspillet facit, minder om når den sicilianske mafia giver 'et tilbud man ikke kan afslå'. Det ligner et rent tag-selv-bord, og derfor gælder det også bare om for oppositionen at markere sig, ved at stille sig positive, men dog lidt mere ambitiøse end regeringen.
Min politiske favoritaversion, partiet Venstre, foreslår, efter reformudspillet fra regeringen, at der indføres et tredje fremmedsprog, samt at 20% af teksterne i alle fag i overbygningen skal være på engelsk. Det synes jeg er en interessant tanke. Jeg tror faktisk der er tale om både blinde høns og korn her!
Men spørg jer selv: Bliver kvaliteten af 3.sprog og valg af engelske tekster bedre af at forberedelsen bliver mindre? Forslaget er godt, men kan ikke ske med mere for mindre!
Desværre tror jeg også, at de for ret. Den massive reducering i stillinger, de omsiggribende skolesammenlægninger og den finansielle krise er løftestænger for skruebrækkeri mellem lærerne, for konsekvensen af at arbejde efter den foreslåede reform ville jo være, at vi mødte op dårligere forberedt, leverede lidt mere tid, lidt ringere kvalitet og til gengæld lod nogle af de planglægnings- og omsorgsopgaver, som vi løser i dag efter undervisningen, ligge.
At skulle arbejde under de vilkår som KL og regeringen foreslår, lyder i mange forældreører ikke så slemt, og hvis vi som enkeltpersoner og stab havde anstændighed til at levere det de vil betale for (ringere skole), så kunne det såmænd også virke tillokkende nok. Jeg tror, at de fleste lærere ville nikke ja til 8-16 og seks ugers ferie, mod at kunne 'lægge hammeren ved høvlebænken' og stemple ud, for at møde ind næste morgen og fortsætte hvor vi slap. Sådan dur det bare ikke!
Det ved KL og regeringen godt, men de ved også, at med truslen om at eleverne rykker til en naboskole/privatskole, så kommer spøgelset om skolelukning/sammenlægning, og dermed hælper det frie skolevalg og de kommunale sparerunder til at presse den enkelte lærer til at være ukollegial og arbejde mere end arbejdstidsaftalen, for at nå de krav og forventninger der er til hvilke opgaver en lærer løser, uden at skele til om der er den tid det tager eller om man får den løn man burde. Det er klassisk skruebrækkeri!
Reformudspillets tilblivelse, KL og regeringens forhandlinger, samt reformudspillet facit, minder om når den sicilianske mafia giver 'et tilbud man ikke kan afslå'. Det ligner et rent tag-selv-bord, og derfor gælder det også bare om for oppositionen at markere sig, ved at stille sig positive, men dog lidt mere ambitiøse end regeringen.
Min politiske favoritaversion, partiet Venstre, foreslår, efter reformudspillet fra regeringen, at der indføres et tredje fremmedsprog, samt at 20% af teksterne i alle fag i overbygningen skal være på engelsk. Det synes jeg er en interessant tanke. Jeg tror faktisk der er tale om både blinde høns og korn her!
Men spørg jer selv: Bliver kvaliteten af 3.sprog og valg af engelske tekster bedre af at forberedelsen bliver mindre? Forslaget er godt, men kan ikke ske med mere for mindre!
Lønnen
Lønnen for den enkelte lærer er ikke dårlig. Over de år jeg har været lærer (jeg blev færdiguddannet i 2001) er lønnen steget. Ikke blot er den fulgt med udviklingen, den er reelt steget - meget! Det kan selvfølgelig lyde bagvendt, at jeg taler om nedskæringer og besparelser i skolen, når jeg samtidig er steget væsentligt i løn. Men lønstigningerne gennem 00'erne kom efter lønstigningstilbageholdenhed i 90'erne, og da alle andre i samfundet oplevede et opsving i 00'erne er det vel ikke unaturligt at lærerne også gjorde?
Lønnen kan dog være en del af forklaringen på skolens problemer i dag. Undervisningsbudgettet (altså hvor mange penge der er til hver elev) er faldet, forberedelsesfaktoren er steget (altså hvor mange timers undervisning skal du forberede på en times forberedelse), samtidig med at skolernes lønudgifter er steget. Omkostningerne til skoledrift i kommunenerne må ikke stige, så de siger sig selv, skal noget være dyrere, må andet blive billegere. I en tid hvor skolerne samtidig skulle foretage store etableringsomkostninger i forbindelse med IT.
Nu ser vi arbejdsløshed blandt uddannede lærere. Hvis der blot er tale om den samme kage, så spises den nu af færre!
For mig at se virker det som om nogle i Mafiaen bør kigge på det igen:
Vi vil gerne have at børnene bliver undervist i flere timer!
De lærere der er på skolerne siger at kvaliteten vil dale, hvis de skal undervise mere!
Vi har ledige lærere!
Jeg er for en skolereform. Jeg er for et kvalitetsløft. Jeg er for at mine arbejdsløse kollegaer kommer til at tjene deres løn.
Tag alt det, som det koster at have arbejdsløse lærere gående ledige. Del det ud på skolerne. Ansæt flere og undervis mere. Med mere kvalitet. Tid til mer - job til fler! Skaraldemandsmodellen. Kald det hvad du vil...
Læreren er den moderne skraldemand - vi ta'r skraldet!
Lønnen kan dog være en del af forklaringen på skolens problemer i dag. Undervisningsbudgettet (altså hvor mange penge der er til hver elev) er faldet, forberedelsesfaktoren er steget (altså hvor mange timers undervisning skal du forberede på en times forberedelse), samtidig med at skolernes lønudgifter er steget. Omkostningerne til skoledrift i kommunenerne må ikke stige, så de siger sig selv, skal noget være dyrere, må andet blive billegere. I en tid hvor skolerne samtidig skulle foretage store etableringsomkostninger i forbindelse med IT.
Nu ser vi arbejdsløshed blandt uddannede lærere. Hvis der blot er tale om den samme kage, så spises den nu af færre!
For mig at se virker det som om nogle i Mafiaen bør kigge på det igen:
Vi vil gerne have at børnene bliver undervist i flere timer!
De lærere der er på skolerne siger at kvaliteten vil dale, hvis de skal undervise mere!
Vi har ledige lærere!
Jeg er for en skolereform. Jeg er for et kvalitetsløft. Jeg er for at mine arbejdsløse kollegaer kommer til at tjene deres løn.
Tag alt det, som det koster at have arbejdsløse lærere gående ledige. Del det ud på skolerne. Ansæt flere og undervis mere. Med mere kvalitet. Tid til mer - job til fler! Skaraldemandsmodellen. Kald det hvad du vil...
Læreren er den moderne skraldemand - vi ta'r skraldet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar