lørdag den 6. november 2010

Når demokratiet virker

I have a dream; En ny regering. En regering der igen vil sætte velfærd over skattelettelser. En regering der vil finde et anstændigt ansigt i integrationspolitiken. En regering der er villig ti lat acceptere at fællesskab ikke er gratis eller kommer af sig selv, men at ressourcer skal til for at løse vores problemer. En regering der ikke regerer efter devisen: Nød lærer udsatte mennesker at overleve på trods!

I alt for lang tid har de danske vælgere ladet sig lokke. Først af Foghs løfter om mere frihed og flere penge til den enkelte. Et fristende tilbud i en tid, hvor pengene nærmest trak et nummer for at få lov at komme ned i lommen på danskerne i form af lønstigninger, boligprisstigninger og skattelettelser. Der var kort sagt frit valg på alle hylder. Ja, altså til dem der gad arbejde!
Ok, dem der kunne arbejde...
Altså nok til at tjene nok til at købe fast ejendom...
Ok, det var en tid, som Lars Løkke nok ville beskrive som 'en anden', hvor drømmen i hvertfald levede hos mange, og som gav Fogh det vind i sejlene han behøvede for at han offentligt kunne gå i seng med DF, i modsætning til Nyrup, der havde slået fast:



En hvass udtalelse fra en ellers svag leder, som dog var endog meget klar i spyttet her!

Siden kom vi af med Fogh, og bedst som man troede det ikke kunne blive værre, så fik vi Løkke. En lidt dvask, hyggelig, tørstig, sjusket og efter min vurdering uduelig leder. Intet har han demonstreret at have styr på. Nævn en ting ud over ens sokker som den mand kan koordinere? I dare you!

Nu fik vi en borgerlig regering, og hvilken hadegave. Det er som at flytte hjemmefra til en etværelses og i indflyttergave få Onkel Johnnis hjørnelædersofa, som fylder det hele, har været alt for dyr, og hverken kan byttes eller afleveres til genbrug.
Jeg var skuffet dengang, og er fortvivlet nu, men jeg vejrer morgenluft forude, for denne regering vil automatisk (af sig selv), fjerne vælgertilslutningen hvis de en dag skal vejes på samme vægt som de har travlt med at måle og veje landets offentlige ansatte med. Målt på arbejdsindsats, resultater og udgifter er der simpelthen for lidt value for money!

Deres inkompetence skriger til himlen og får Danmarks folkestyre til at minde om en kaotisk dag i den sicilianske mafia. Dovne, korrupte, løgnagtige og livsfarlige, det er det folkestyre vi har! Det er klart at et lands regering består af mange ministre og de kan ikke alle være lige brodne kar, men lad os putte dem under lup en halv times tid.

To af de vigtigste ministerier (ifølge Borgen på DR1 (rød, rød reklame for A, puhaaa)) er justitsministeriet og udenrigsministeriet, hvor vi har været 'så heldige' at være beriget med en kvinde, der slår på sin etnicitet som hårdtarbejdende, ærlig nordjyde hver eneste gang hun åbner munden frivilligt!

Arbejdet kalder sluttede den nye udenrigsminister af med i sin tiltrædelsestale. En tale hvori hun også bruger floskler som at vi skal være dygtigere, flittigere og mere innovative...

Lad os da kigge på hende som forbillede for hendes egen powerwordbullshitbingo:

Har hun bestridt stillingen med stolthed. Har hun været dygtigere?


Kan hun selv måles på sin indsats? Har hun været flittigere?



Er hun mere innovativ? Det er da vist konservativsk for kreativ omgang med sandheden?



Nu er vi jo ikke kun beriget med kvinder i regeringen. Vi har fået en friheds-/udviklingsminister, nemlig Søren Pind. En mand der kan fortolke virkeligheden som han vil, f.eks. den franske sangskat, men han optræder altid i øjenhøjde med dem han skal være der for.

F.eks. på denne tur til Somalia, hvor Den vandrende Pind har iklædt sig nationaldragten. Der findes også et videoklip, som jeg desværre ikke har kunne finde på nettet, men som viser frihedsministeren til stammedans, og man må sige The Brother has got the rythm. Det er en groovy minister vi har der, ærgerligt der ikke findes et Boheme-ministerium, hvor han kunne give den gas.

Måske han også kunne have en embedsbolig, da han tilsyneladende har svært ved at leje sig gratis ind de dyre steder uden at ende i lommen på boligspekulanter og frede dem for regeringens undersøgelser. Jeg ville gerne sige at jeg ikke ved hvad jeg skal mene om det, men desvære Søren, det ved vi godt en pind om nu.
At Pind derefter vælger at angribe de kritiske journalister ved at hænge dem ud i cyberspace ligner umiddelbart et gigantisk selvmål.

Når man går hårdt regeringen, må man også ind i mellem stoppe op og bare nyde når de begår PR-selvmord for åben skærm, uden at nogen kommer til skade. ham her er da sjov. Fødevareministeren, den 2 meter høje, frugtpromoverende, anonyme Henrik Høegh


Er du gal den mand kan have frugt i munden. Men i tråd med mange andre af regeringens blålys, så er det i munden han har det hele. For årsagen til at ministeren på åben skærm propper munden med æble er for at promovere frugt til danskerne. I sin iver stiller han op til en spis-frugt-på-tid-konkurrence på Lolland, men se lige hvad der sker når tærskeværket skal have det helt ne i mauen.


Nok om Henrik Høeghs blommer, for klovnen stopper ikke her. Han lancerer en reklamevideo eller noget, hvor han præsenterer os for ministeriets modsvar til danskernes stigende "forbru a hurtima" (det du måske kender som fast-food), Agent Mums, og hvor ministeren viser sit enorme potientiale som skuespiller. En spin-doctor har sikkert understreget at det er vigtigt at han får alle stavelser med i utalen a ord, men selvom den glipper ved hurtima, så er den lige i skabet da ministeren afviser Agent Mums forespørgsel på om han må kalde ministeren HH "nej, Mums, det må du ik-k-E". Gotta love it!


The fun is over, let the horror begin. Alle ved vi har haft en levende mumie på ministertaburetterne i forskellige ministerier, siden Anders Fogh gravede Bertel Haarder frem fra hans dvale i Grauballe, og gav ham kasket og tornyster på og sagde "Bertel, Go to work", men at hans efterfølger på undervisnings-ministertaburetten, er et spitting image, blot uden tap synes jeg er mere freakshowagtigt end sjovt er. Tina Nedergaard har som et pindsvin i en ballonfabrik været folkeskolens største fjende fra dag et.
Da hun startede på posten glædede jeg mig ellers over at Bertel nu måtte være færdig med at komme tilbage fra de døde, udskifte med en stille blond pige, nu skulle ministeriet bare se løjer, nu blev der arbejdsro, men det var som at skifte fra Pinochet til Stalin.

Hendes måde at feje lærernes forslag af bordet, melde nye ambitioner ud og ignorere at pengene bliver fjernet fra området skriger til himlen.

Er jeg den eneste der undrer mig over at Tina Nedergaard hurtigt lød som Bertel, men langsomt også begynder at ligne ham?

Sådan ender Tina med at se ud, hvis hun skifter til jakkesæt og får kort hår:

En mand der nu er sundhedsminister og som allerede er trådt i karakter ved at afvise den skadelige effekt af passiv rygning! Flot Bertel





Jeg ved der nu sidder nogle og undrer sig. Jamen hvad med Lars Løkke? Landet statsminister, der rejser under falsk navn, lader kommunekassen betale sin rødvin og forklarer det hele med at 'tiden var en anden dengang' som en anden Ole Sohn! Nej, bare rolig, han går ikke fri, men der er så meget at vælge mellem, at han faktisk gør det svært.
De små sager om navnefusk, uorden i bilag, frække film på hotellerne osv. lader vi ligge i dag. Han må kalde sig hvad han vil for min skyld når han rejser, har han konen med er det ok med mig, men huask at betale næste gange Lars. Bliver hun hjemme og lejer han en fræk film på hotellet, mens han drikker en fadøl eller et glas vin er han da bare et menneske. Et lidt tyvagtigt menneske, hvis han sender regningen videre, hva så? fristes man til at sige, når man tænker på de store skader... Skattepolitikken, hvor ufinancierede skattelettelser nu udhuler vores velfærd. Dermed tvinges vi f.eks. til at omstrukturere offentlig service (et borgerligt udtryk for forringelser og nedskærringer). F.eks. 360-graders eftersyn af folkeskolen, hvor Løkke indklader parterne til et 'topmøde' på Marienborg (how Bushis), men dagen før melder ud at nu skal man offentliggøre nationale test, have færre specialtilbud og bedre resultater, samt overholde budgetterne.
Dårlig stil, ja, men det er i bagatelstørrelsen sammenlignet med at sende folk i krig og lade dem fange andre mennesker for derefter at overgive dem til tortur og henrettelser. Tilløkke, der fik du alligevel den plads i rampelyset, som hverken Fogh, Engell, Schlütter eller Ninn Hansen kunne magte.

Kom nu Danmark, er det ham vi vil ha?


1 kommentar:

  1. WORD!

    ELSKER dine politiske rablerier...

    Det er altid en fantastisk oplevelse når andre mennesker formår at sætte ord på ens tanker.

    SvarSlet