mandag den 12. juli 2010

Når synkroniteten virker


Jeg bestræber mig på at leve efter de 7 råd jeg gav i mit indlæg om synkronitet. Derfor vil jeg gerne være hjælpsom, gavmild og åbensindet nok til at se når det så er min tur til at tage imod.

Forleden var der en nabo (Nøgenløberen, men det er en anden historie), som puklede løs med nogle store fortovsfliser han skulle have kørt på 'fyldet'. Det var iøvrigt samme nabo der hjalp mig med at slæbe tømmeret, som jeg klunsede i sidste uge, ind i haven. Så jeg tilbød at hjælpe ham med de ca. 80 kg tunge betonlegoklodser, hvilket han takkede ja til (og endda gav øl bagefter).

Mens vi drak øl, regnede han sig frem til at han vistnok skyldte mig lidt watt, mit tømmer vejet op mod hans fliser (han arbejder vistnok med EDB i en bank). Jeg havde ikke selv set sådan på det, men det var da rart at have i baghovedet...

Sceneskift

Til middag hos Store Musse og BluesBissen. Da vi ankom var naboen, som er færing, ved at stable en stak fliser ved fortorvskanten. Det lignede nærmest at de var til storskrald.
DFO - Skal de køres væk?
Færingen - Jå dæ ska di da
DFO - Jeg kunne måske godt bruge sådan et par stykker... må jeg komme forbi og hente dem?
Færingen - Jå dæ ka du da

Sceneskift

Hos Nøgenløberen aftalte jeg at han gerne ville hjælpe mig med at hente fliser, ja endda stille trailer til rådighed. Alle tiders! Nu manglede jeg bare en bil...?

Sceneskift

BluesBissen ringede og spurgte om vi ville køre ham, Store Musse og Play-O til lufthavnen og så til gengæld låne deres bil?

Hvis man ikke er nærig med at sige ja, så får man sjældent selv et nej!

Der er ganske vist tættere på 10 kvadratmeter end de 7 jeg skulle bruge, men man skal ikke være beskeden, når det gælder gratis glæder. Der kommer nok en lille terrasse foran orangeriet...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar