Hvad er tydelig tale?
Hvad er humor?
Hvad er fornærmende?
Hvad er ærekrænkende?
Hvad er udleverende?
Jeg er ikke professor i sprog (så gad jeg nok ikke blogge), men jeg elsker at lege med sproget. Jeg er vild med sarkasme, ironi og billedsprog. Jeg nyder at læse det folk skriver der har mere end en betydning, og forsøger mig også selv med stilen.
Jeg synes at debatten om Muhammed tegninger, Medina-æggene, Langballe-tossen er principielt interessante. En ting er hvad man må, noget andet er hvad man bør!
Men for nylig har jeg uforvarende selv 'stukket hånden i et hvepsebo' (det har jeg naturligvis ikke gjort, det er billedsprog). Jeg skrev et indlæg op at CPB snart flytter ind. At jeg glæder mig! Endda selvom der sniger sig små overraskelser ind, i form af dimser og dutter, både materielt og kommunikativt. Som sprogbillede brugte jeg ordet styresystem som synonym med parforhold/partner.
Men så skal jeg da lige love for at blogetisk råd kom til tasterne.
Man må ikke omtale sin kæreste som et system?
Man må ikke skrive at man er gladere for sin nye kæreste end man var for den gamle?!?!
Det er sort latin for mig:
Hvis man ikke var lykkeligere eller mere tilfreds med den nye kæreste end med den gamle, så ville man da være et skarn at stoppe sit parforhold! Eller er det bare mig?
Eller er det det, at man ikke må skrive man er mere tilfreds, fordi der dermed ligger implicit at man ikke var tilfreds før? (Hvem bliver skilt i et lykkeligt, fuldt tilfredsstillende parforhold?)
Nogle bliver bekymrede for at CPB og MUM ikke kan tåle at blive omtalt som 'styresystemer'. Men lad mig lige understrege at begge to er seje kællinger; den ene holdt mig ud i 16 år, og den anden skal holde mig ud resten af livet (håber jeg) og de er altså ikke tyndhudede eller fintfølende overfor sådan noget. Selv hvis de var, ville jeg have hørt det fra dem selv.
Nogle udtrykker bekymring for om mine børn en dag læser indlægget og tænker at deres forældre talte grimt om hinanden eller ikke havde det godt med hinanden. Det er da pænt med omtanken for mine børn, men ærlig talt; så tror jeg ikke de lader sig ryste af det indlæg. Forklaringen til børnene omkring skilsmissen var at vi ikke længere var kærester, men var venner, og at det ikke er meningen man bor sammen med sine venner på den måde som kærester gør. Det er forklaringen stadig, og sådan er virkeligheden også. Derfor tror jeg ærlig talt ikke mine børn ville hæfte sig ved det, hvis de en dag læste min blog, men tak for omsorgen.
De mange kommentarer fra 'tyl-reservatet' har dog gjort mig i tvivl.
Hvor langt er for langt?
Hvor meget kan man tillade sig at skrive? (ikke fordi jeg planlægger at gå i detaljer med hvorfor og hvordan man bliver skilt)
Hvor meget kan man tillade sig at skrive, at andre må skrive?
Hvilke synonymer må man ikke bruge? Hvilke må man gerne?
Jeg synes det ville være underligt, hvis hvert indlæg jeg skriver om mit nye parforhold, eller sammenligninger med det nye eller gamle skal være behæfte med en by-line "men vi har det godt allesammen med hinanden".
En del af mig er også lidt forvirret over hvor meget det er personligt?
Handler noget af kritikken om at nogle af MUM's real-life blogveninder læser min blog, og synes det er synd for hende, at hun er blevet skilt, og dermed at de ikke synes jeg kan tillade mig at skrive om at JEG faktisk også er blevet skilt, og har fundet en ny kæreste?
Altså at de tænker: Det er da synd, hvis MUM læser det her og bliver ked af det eller jalous?
Hvis der er en snert af det, så vil jeg opfordre jer til at droppe det. MUM har ikke bedt om særhensyn. Tværtimod, har hun (for ja, vi snakker faktisk jævnligt sammen) bedt mig lade være med at tage forbehold for hende når jeg skriver! Hun har givet mig lov til at mene hvad jeg mener og sige/skrive hvad jeg vil!
Her kunne man passende slå 'en krølle' på indlægget og vende tilbage til Westergaard/Langballe diskussionen om hvad man har lov til og hvad man bør. For selvom hun har sagt at "jeg da må skrive hvad jeg vil", så er det jo ikke ensbetydende med at jeg sætter mig og skriver detaljeret om alle årsager til at jeg valgte 'et systemskifte'. Det mener jeg nemlig ikke man bør.
Lad mig slutte med to spørgsmål: Ville det her have været anderledes hvis jeg havde været kvinden?
Hvor mange af jer fordømmer f.eks. Maise Njor for hendes omtale af Aksel i den der "bravoetellerandetbog"? Jeg gør ikke, men jeg oplevede heller ikke historien som et billede på en utilstrækkelig mand, selvom han da bliver beskrevet (bl.a. også mod sin vilje).