lørdag den 14. november 2009

Den vilde lørdag

ADVARSEL: Læs ikke det her, hvis du forventer et klynkeindlæg om besværligheder!

Hyggelig hyggelig aften. God mad, godt selskab og god stemning. Det gik som det måtte gå, og bagefter bippede telefonerne. Vi har en fælles kollega, som er en festabe uden lige.
"Er i byen, hvornår kommer i?"
Hurtig beslutning: tøj på til fest og i byen. Aftenen var stadig ung.

På 'cafeen' (det er så snusket et sted) var luften tyk af røg, men Fester-Uden-Hæmninger havde gode terninger og resten af fodboldholdet skiftedes til at give ham øl. Han sad i en skov af flasker da vi kom.
"NEJ???! DER ER DE JO!" brølede FUH. "HVA SATAN SÅ KOM I ALLIGEVEL?"

Vi bænkede os med holdet, og fik øl i hånden og det der hører sig til. Terningerne rullede og stemningen var god. Det er det fodboldhold jeg har spillet for i foråret, så jeg kendte de fleste af dem, om ikke andet så af udseende. Der var mange. To borde, så måske 10 stykker der var strøget en tur til staden for at slå til søren.

Ved bordet bag os sad nogle lidt ældre mænd og nød en øl med deres lidt ældre kvinder. De så gennemhærgede ud, men virkede stille og rolige. Indtil en af dem, en tilforladelig fyr i grå sweatshirt, lænede sig over mod mig.
"Hvis jeg brækker næsen på en af dem ved det andet bord, rejser I jer så op?"
Dagen forinden havde jeg set Gandhi (en af mine ynglingsfilm) og hans filosofi er meget kompatibel med min. Man skal ikke gå af vejen for nogen, hvis man mener man har ret. Men man skal behandle andre med værdighed og respekt, så vil deres afstumpede agresioner falde som modne æbler.
"Hvorfor dog?" og "hvem?" var de første ord der forlod min mund. Jeg kunne ikke se at nogen opførte sig provokerende, og ved bordet han pegede mod sad FUH blandt andre. Jeg så ingen grund til at svare på hans spørgsmål, for det ville også tvinge mig til at tage stilling til om jeg ville rejse mig?
"Ham den fede i den sorte trøje?"
Jeg var klar over at det ikke var FUH der var i kikkerten, men omtalte mand fra holdet er en stille og rolig fyr, som jeg aldrig har oplevet har generet nogen.
"Hvorfor dog?" spurgte jeg igen. Dog uden at få svar.
Den grå sweatshirt snakkede videre til nogle af de andre.
"Har I noget imod at jeg brækker næsen på en af jeres kammerater?"
Stemningen var ikke længere god. Faktisk meget trykket. FUH opdagede igenting, han havde fire seksere konstant. Jeg lænede mig mod en af dem fra holdet og spurgte om han så hvad der var under opsejling.
"Hvad der end sker, så bliv siddende" var hans overraskende svar. "Det er rockere de der"
Jeg kiggede igen. De så sgu meget almindelige ud. Ingen rygmærker, læderveste, underligt skæg eller noget.

Et par gutter stødte til vores selskab, og det så ud til at lægge en dæmper på den spændte stemning. Men den grå sweatshirt gik mod toilettet og kom åbenbart i klammeri med en af dem der lige var kommet. Bartenderen var der som et lyn og fik den nye smidt på gaden. Alarmklokkerne ringede, for det var da tydeligt, at han gjorde det for at undgå en optrapning af noget som helst.

Det virkede faktisk som om der faldt ro på. Vi raflede videre og det indre alarmberedskab gik et niveau ned. Men pludselig kom den udsmidte tilbage. Han møvede sig gennem gæsterne over mod de borde hvor de formodede rockere sad. Han kastede sin ølflaske mod dem og masede sig ud igen. De fløj op, både mænd og kvinder, som i en disneyfilm forsvndt gæsterne under gulvbrædderne og gav fri passage til udgangen.

Jeg blev siddende et øjeblik, FUH råbte til en af yndlingespillerne at han havde løftet på Meyer, så han skulle gå to ned (han så ingenting). Min Tapre Date derimod følte skolelærerkaldet så kraftig, at hun stormede over borde og forbi gæster og ud på gaden. Det efterlod ikke meget valg. Efter og se om Gandhi kan bruges.

Udenfor havde de fået fat i ham. Han var åbenbart blevet revet rundt, sparket og havde fået tøjet flået af overkroppen (hvorfor dog det?). Men MDT havde fået sendt dem i neutralt ringhjørne, så jeg vadede lige ud i flokken af rockere uden nogen mulighed for andet end at lægge ansigtet i Gandhifolder. De gik og skumlede, og kiggede på fortovet med stor interesse. Om hun har skammerøjne ved jeg ikke, men noget havde hun lykkedes med. Til gengæld var hun væk.

Jeg gik ned ad gaden, og i en port stod hun og lappede den sårede kriger sammen og hjalp ham i tøjet, alt imens hun skældte ham ud. "DU ER KRAFTEDDEME FOR DUM!" "NU TAGER DU HJEM" og den dur!

Vi fik ham sendt i den anden retning og gik tilbage mod værtshuset, men der var freden ikke helt så sænket som i den ende af gaden vi kom fra. Den ene af rockerne havde mistet et emblem eller en halskæde, og det er åbenbart ikke noget der kan passere uforstyrret. Han havde travlt med at forhøre selskabet vi kom fra. Jeg ved ikke om Gandhi alligevel tog bolig i mig, for i hvert fald tænkte jeg at det her da var for dumt. Det var en tosset ting på en god aften, hvad skulle der til for at bringe det i orden. Sammen med en fra holdet afsøgte vi fortovet, men uden held. Da vi kom tilbage, kaldte den bestjålede rocker mig hen.
"DU KENDER HAM!"
Det gjorde jeg sådan set ikke, men selv hvis jeg gjorde, var det jo ikke ligefrem en drømme situation at stå i. Jeg vil som udgangspunkt gerne hjælpe, men hjælpsomheden her gjaldt jo ikke at bringe dem sammen.
"Overhovedet ikke. Jeg er stort set lige flyttet hertil."
"MEN DU KENDER DEM DEROVRE?"
"Ja, nogle af dem har jeg spillet fodbold med et par gange"
De følgende forhandlinger og tovtrækkerier skal jeg spare jer for. Essencen var at guldet skulle bringes til veje, hvis flasketossen skulle have en chance. Så meget stod klart. Men mens jeg parlamenterede med ham, tænkte jeg alle muligheder igennem. Hvad hvis det var røget i en kloak? Hvad hvis nogle andre havde fundet det? Der var selvfølgelig også den mulighed at flaskekasteren rent faktisk havde taget det i kampens hede, men så dum troede jeg alligevel ikke man ville være.
Jeg fik en adresse og et mobilnummer, og så skulle det guld ellers bare tilbage inden onsdag. Et par minutter efter kom hans kæreste over og sagde inden mandag. Heftig aktivitet med mobilerne, og guldet kom til veje. En kammerat cyklede til rockerborgen og smed det i postkassen, og så gik vi ellers hjem.

En af den slags byture der er værd at skrive hjem om... eller ud om!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar