Min far har fortjent en ros, nej måske to. Han har fundet noget i sig selv jeg har savnet så længe, at jeg nærmest troede det var væk. Opmærksomhed, planlægning og engagement.
Som en indskudt bemærkning skal jeg lige sige, at min erfaring med mit job-brok-på-blog har vist mig, at man sgu skal huske at dokumentere de gode ting folk gør, specielt hvis man også indimellem kritiserer dem. Derfor dette indlæg.
Min far, Det Manglende Overblik (måske har jeg allerede arvet det forkromede?), har altså taget nærværsskeen i hånden og svarer på emails, skaffer Professor Teflon en PC, flytter for min Farmor (Cerutdragen Fra Midtsjælland) og ... og ... ja fanme ja arrangerer en skiweekend i Sverige!
For at tage det i rækkefølge. Professor Teflon var ked i skolen. De andre gad ikke lege eller arbejde sammen med ham. Han blev også drillet, men selv så han en stor del af problemet som hans manglede mulighed for at spille World of Warcraft. Min egen kulfyrede PC, som er ethvert mellemstort bymuseum værd, ville ikke engang kunne køre en Hobbit, så jeg klagede min nød til Papa i en mail. "Hej Far, ved du hvor stor en computer skal være for at kunne køre WoW?"
Han svarede samme dag (og det er stort - uden at skulle gå i detaljer... Det er jo et roseindlæg)
"Kære DFO. Jeg har en computer knægten kan få, som kan køre WoW, kan I hente den eller skal jeg sende den?" Sådan det er da verdensklasse.
Min farmor er ved at flytte i mindre hus og nu er min far og hans bror optaget i alle deres weekender af at flytte, male, rykke telefon, skifte toilet osv. for hende. Der kan ellers gå lang tid mellem at nogen af dem ringer til hende. "Hun ringer vel hvis der er noget?"
Deres genoptagne broderskab (hyppig kontakt er nemlig heller ikke noget der har præget deres forhold, ihvertfald ikke de sidste 25 år. Ikke sådannoget dramagtigt noget, men de siger bare begge: Han ringer vel hvis der er noget? - Ser nogen et mønster?) har ført til at min onkel har inviteret min far med til sin ødegård i Sverige og skie i weekenden. Papa har så ringet og spurgt om vi vil med? Ja for faen, der er jo som altid det der med pengene, men måske får jeg job torsdag...? Skal i hvertfald til samtale... Vi er 4 ansøgere til to stillinger... så måske? Kryds hvad I har!
Som det måske har skinnet igennem, har jeg ikke altid været lige tilfreds med min far? Hans manglende overblik og evne til at planlægge er krydret med en tyrkertro på at alt kan lade sig gøre. Det lyder umiddelbart kært og prisværdigt, men det kan være en anelse besværligt at tidspunkter aldrig holder, at alle planer lige inkluderede en, to, tre eller flere ændringer (flexibilitet er en to-sidet størrelse i min verden), at optimismen mht. hvad der kan lade sig gøre altid møder forhindringer i den virkelige verden som gør at man altid skal forklare omverdenen at det ikke heeeelt blev som planlagt. At jeg har savnet hans nærvær og opmærksomhed efter han blev skilt fra min mor og fandt en ny kone, har efterhånden åbnet mine øjne for at dengang mine forældre VAR gift, var det min mor der holdt kontakten, så måske har det nærvær og den interesse jeg savnede aldrig rigtig været der...? Specielt hvis han tænker: "DFO ringer jo nok hvis der er noget?"
Men lige nu føler jeg at det er der. Og det er jeg bare kisteglad for og lykkelig og alt muligt andet. Jeg ved, at jeg skal sætte pris på ham, og det gør jeg også. Lige nu er det bare nemmere, når han er lidt tættere på mig (også selvom vi sidder i hver sin ende af landet). SHM's indlæg i lørdags, viser mig også at man skal få det bedste ud af det man har. Det vil jeg gøre...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar