lørdag den 6. december 2008

Weekend-depression? Eller en gave?

Når alle muligheder er umulige...

Nu sidder jeg her med en hel ubrugt weekend, og har ingen planer. Ingen overhovedet. Det er faktisk en meget ny oplevelse. SHM og jeg har splittet op - bare for weekenden altså - og hun har taget børnene med til familiejulefrokost i den anden ende af Jylland.
Stress på job, sygdom og Manglende Forkromet Overblik, har ligesom afgjort, at jeg blev hjemme. Vile nok ikke være festlig til en julefrokost, stridslysten, indebrændt og nedslidt som jeg er pt.? Nu har jeg hele lørdagen, og meget af søndagen for mig selv. Noget vi (SHM og jeg) ofte har drømt om, og hjælp, så kommer panikken.

Hvad skal jeg få ud af det?
Hvordan får jeg mest ud af det?
Vil det være spild at se DVD-film? Eller fjernsyn i det hele taget?
Kan jeg være bekendt ikke at rydde op? Gøre rent? Slå græs? Pløje haven?
Hvad med alle de ubetalte regninger? Skal jeg ikke danne mig et overblik over dem?
Er det dumt at være længe oppe, så jeg spilder hele formiddagen i morgen på at sove? Eller skal jeg nyde at jeg netop ikke bliver vækket i morgen?
Hvad gjorde jeg før jeg fik børn?

Tjah... Sandheden er jo nok, at før jeg fik børn, var jeg selv et barn. Det skiftede nærmest over night! Professor Teflon er 11 år og en sjat (11 x 52=572 + det løse ~ ca. 580) Det er altså ca. 580 weekender siden at jeg ikke har haft planer eller forpligtelser. Så jeg ved faktisk ikke hvad man bruger en fri-weekend til.

Jeg kunne gå i biffen og se James Bond?
Jeg kunne sætte mig foran computeren med kaffe (i mit tilfælde blot en kop varm vand, da maven ikke er klar til kaffe endnu!), slik (ristet brød) og masser af tid, og så blogge løs?
Jeg kunne skrive? Eller male?
Jeg kunne gå en tur op i byen, flække dankortet, købe lækkert tøj til mig selv, gode gaver til SHM og børnene, gå på café, og så okse hjem belæsset med poser... Jeg bilder mig selv ind at det kunne jeg. Men jeg ved ikke hvordan man gør! Har aldrig rigtig gået amok alene med et dankort (medmindre det er i et byggemarked, og det tæller jo ligesom ikke*)
Jeg kunne gå i byen, drikke hjernen ud og vågne op i morgen med tømmermænd, men udsigten til at skide i bukserne fordi toiletkøen er for lang, er ikke opmuntrende. Tror heller ikke det systemet trænger til er rå mængder alkohol?
Jeg kunne også leje en helikopter, flyve til Norge, stå på ski samme sted som Solariehelten, for at tage hjem igen til aften?
Jeg kunne gå ud og kigge på ny bil?
Eller båd?

Jeg burde være rig. Jeg tror i hvert fald at jeg ville være god til det! Den eneste sandsynlige forklaring på at jeg ikke er det: Jeg bruger mere end jeg tjener!
Det kunne lyde som om jeg har et vildt forbrug selv, eller at SHM har, men sandheden er, at vi har to huse, og dermed to forsikringer, to varmeregninger, to el-regninger og ... nå jo to kreditforeningslån! Alt i alt betaler vi ca. 100.000 i 2008 for at have et hus stående vi ikke bor i. Det er derfor jeg ikke flyver i helikopter på arbejde, eller drikker champagne i frokostpausen, eller bare tager på skiferie med SHM og ungerne, selvom vi gerne ville.

Så selvom hele det her lad-os-sælge-huset-på-landet-med-de-mange-uendelige-ombygninger-og-flytte-til-et-byhus-med-mindre-instandsættelse-projekt skulle have givet os bedre økonomi, mere råderum og fremforalt uafhængighed af at skulle rende til vores forældre efter penge, så sidder vi stadig i en alder af 30+ og skriver kontonumre i mails hvert kvartal når terminerne nærmer sig. UFFF! Min mor og SHM's mor har været alletiders til at holde hånden under vores økonomi, men det var bare ikke det der var meningen.

Derfor har vi faktisk lært at spænde livremmen helt ind, klippe et par nye huller i den, og spænde den en tand mere. For tiden lever vi to voksne og tre børn for ca. 5000,- om måneden (mad, tøj, tandbørster og alt). Det er utroligt, men det virker. For første gang siden vi flyttede tror jeg vi kan betale alle regninger selv til d. 1.1.09. Men lad os nu se...

Weekenden er jo først lige startet :-)

* Alle ved jo at penge brugt på byggematerialer er en investering i friværdiforøgelse, og dermed ikke forbrug. Forklar det lige til Finanskrisen, huskøberne og min bank, så mit hus bliver solgt, banken bliver glad og jeg igen kan komme i Silvan! - nåh ja, forklar det også lige til SHM, hvis du tør!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar